Print
Hvis din arbejdsgiver ikke kan betale, kan det ende med en Konkurs eller en betalingsstandsning
Kan din arbejdsgiver ikke betale sine regninger eller løn til de ansatte, kan det være, at han går i betalingsstandsning eller erklæres konkurs. Men du er som ansat sikret af Lønmodtagernes Garantifond, og vi kan hjælpe dig.
Betalingsstandsning
Hvis din arbejdsgiver ikke har råd til at betale din løn eller sine regninger, kan han bede skifteretten om, at tage ham under betalingsstandsning. På den måde får din arbejdsgiver mindst tre måneder til at finde en løsning på den dårlige økonomiske situation. Skifteretten udpeger en advokat, der skal godkende alle større beslutninger truffet af din arbejdsgiver. Formålet med betalingsstandsning er at se, om din arbejdsplads kan reddes.
Hvad betyder betalingsstandsningen for dig?
Under betalingsstandsningen fortsætter din arbejdsplads, og du skal have din løn udbetalt, som du plejer. Din arbejdsgiver kan låne til din løn hos Lønmodtagernes Garantifond.
Du kan du forlange, at din arbejdsgiver stiller en garanti for din løn, hvis du skal arbejde under betalingsstandsningen. Det er dog ikke en absolut nødvendighed, da din løn under betalingsstandsningen i de fleste tilfælde vil være sikret af Lønmodtagernes Garantifond, hvis virksomheden senere går konkurs. Lønmodtagernes Garantifond dækker ikke din løn hvis den er ældre end 6 måneder.
Hvis du er i familie eller er samlever med din arbejdsgiver, eller er du direktør i virksomheden, er der særregler for dig. Konkurs
Er det umuligt for din arbejdsgiver, at betale det han skylder, ender det sikkert med en konkurs. Det er din arbejdsgiver eller dem han skylder penge, der kan begære din arbejdsgiver konkurs. Dette foregår ved skifteretten. Erklæres din arbejdsgiver konkurs vælges der en advokat – kurator. Det er kuratoren der nu bestemmer på din arbejdsplads. Kurators opgave er bl.a. at sikre pengene i den konkursramte arbejdsplads, og til sidst fordele pengene ligeligt mellem dem har penge til gode.
Løn ved konkurs
Går din arbejdsplads konkurs, vil din løn, pension m.m. være dækket af Lønmodtagernes Garantifond, hvis dit tilgodehavende ikke er ældre end seks måneder regnet fra den dag, konkursen blev anmeldt til skifteretten. Dit tilgodehavende skal anmeldes til Lønmodtagernes Garantifond. Det kan Kristelig Fagforening hjælpe dig med.
Arbejde for konkursboet
Hvis ikke du er opsagt og fritstillet inden konkursen, skal kuratoren meddele dig, om han ønsker at have dig som ansat inden 14 dage. Hører du ikke noget fra kuratoren, har du ret til at ophæve ansættelsesforholdet. Det er derfor en god ide at gøre opmærksom på, at du evt. vil benytte dig af denne mulighed allerede ved konkursens start. Når de to uger er gået, skal du meddele kuratoren, at du ophæver ansættelsesforholdet. Som medlem af Kristelig Fagforening sørger vi for dette.
Kurator kan bede dig om at arbejde for konkursboet i en kortere eller længere periode. Den løn, konkursboet derved skylder dig, er ikke dækket af Lønmodtagernes Garantifond. Derfor tilråder vi, at du ikke arbejder for konkursboet, med mindre der er stillet sikkerhed for din fremtidige løn. Sikkerheden bør være en bankgaranti. Men det kan også klares ved, at du får din løn betalt forud.
Hvis kuratoren meddeler, at man gerne vil have dig som ansat, skal konkursboet betale den løn m.m. du evt. har til gode. Hvis konkursboet ikke betaler de penge, du har til gode, eller stiller den fornødne sikkerhed, har du ret til at ophæve dit ansættelsesforhold.
Hvis kurator fortsat ønsker dig ansat og din arbejdsplads helt eller delvist sælges, kan du være omfattet af loven om overdragelse af virksomhed. Det medfører, at køberen af din arbejdsplads også overtager noget, af det du har til gode.
Hvis din løn udebliver skal du kontakte jobogliv.dk hurtigst muligt.
Top